Om Legal Travel Beagle

Flyforsinkelse? Aflyst tog? Mistet bagage? Dårligt hotel? Alle har ret til at rejse og alle har juridiske rettigheder ved rejser med transportformerne fly, tog, bus, skib, samt når man køber en pakkerejse.

Hvad ligger der i navnet Legal Travel Beagle?

Der findes et engelsk udtryk ”Legal Beagle”. Oversat til dansk betyder det en ”juridisk sporhund”. Hunderacen Beagle stammer fra England og er en type jagthund, der snuser sig frem til sporet og leder jægeren hen til byttet. En Beagle er en såkaldt støver, der opsøger sporet og følger det til sporets slutning. Her kan der så søges efter et nyt spor indtil målet er nået. Beaglen er selvstændig af type og arbejder grundigt og med et formål.

En juridisk sporhund arbejder på samme måde som hunderacen i næsten bogstavelig forstand. En jurist får stillet en sag og graver sig ned i juraen og ”holder snuden i sporet” for til sidst at finde frem til målet og den endelige løsning på sagen. Navnet Legal Travel Beagle er derfor ingen tilfældighed og er samtidig et unikt navn, der skiller sig markant ud på markedet. Omdrejningspunktet og kerneydelsen for rejsebloggen og hjemmesiden er rejser og de juridiske problemstillinger, der kan tilknyttes dertil, hvad enten det er før, under eller efter rejsen.

Rejsebloggens mission

Legal Travel Beagle yder vejledning angående passager- og rejserettigheder og bidrager til værdiskabelse for alle, der rejser. Missionen er, at alle passagerer skal kende og udnytte deres juridiske rettigheder uanset om rejsen sker med transportformerne fly, bus, tog eller skib, om man har købt og bestilt en pakkerejse med flere sammensatte ydelser eller om man selv har arrangeret rejsen.

Virksomhedens vision

Legal Travel Beagle skal være internationalt anerkendt som en juridisk rejseblog, der yder kompetent juridisk vejledning angående passager- og rejserettigheder til alle rejsende.

Legal Travel Beagle vil være den rejsendes foretrukne juridiske vejleder på globalt plan. Den rejsende skal være klogere på alle juridiske rettigheder, så det styrker den rejsende i korrespondancen med rejsearrangøren, hvis der sker forstyrrelser / disruption undervejs på rejsen, hvad enten det måtte dreje sig om flyets forsinkelse, aflysning, passagerens boardingafvisning, problemer med bagagen, manglende hotelbooking m.v. Denne formidling sker i form af alm rådgivning / sagsbehandling, men også i form af afholdelse af workshops / oplæg, samt i form af eksternt samarbejde med relevante partnere.

Der skal være et frugtbart samarbejde med erhvervslivet både nationalt og internationalt. Rejsebloggen skal være en attraktiv, skabende og lærende arbejdsplads samt have et højt, internationalt niveau i kvalitet, processer og kundetilfredshed.