I juli 2023 gik turen for første gang til Hollands hovedstad Amsterdam. Vi rejste i alt seks personer sammen og havde nøje planlagt turen nærmest ned til mindste detalje. Nogle stykker af os havde aldrig været i Amsterdam før og herunder kan du læse om oplevelserne. Vi rejste på egen hånd og uden brug af rejsebureau, idet vi selv havde arrangeret det hele på forhånd. Nedenfor kan du læse hvordan vi gjorde. Måske har du selv fået lyst til at planlægge en rejse til smukke Amsterdam?
Flyrejsen ud og hjem
Vi havde booket seks flybilletter til fem voksne og et barn tur/retur med lavprisflyselskabet EasyJet. I alt gav vi lige knap 12.000 kr. for flybilletterne, der blev bestilt i april 2023 direkte på flyselskabets hjemmeside. Når flybilletter skal bestilles, er det med at være ude i god tid – jo før jo bedre og gerne lige så snart at man kender datoen for rejsen. Vi skulle rejse i sommerferien i højsæsonen og der kan billetterne være dyre, så derfor var det godt at have bestilt billetterne i god tid.
Ved bestilling af flybilletterne havde vi regnet med en smule håndbagage der kunne være under sædet (f.eks. en lille rygsæk) og vi havde også iberegnet indchecket bagage på max 23 kilo for hver person. Der skal jo gerne være plads til souvenirs, tøj og praktiske sko, når man nu er på storbyferie.
Flyveturen fra København (CPH) til Amsterdam (Schiphol) tog godt 1 1/2 time og der var ingen forsinkelser på udrejsen. På hjemrejsen var vi dog lidt mere udfordrede idet vi var nødt til at vente på et forudgående fly der først skulle flyve fra Nice til Amsterdam, før vi så kunne flyve videre fra Amsterdam til København. I Amsterdam var der godt en times forsinkelse og undervejs kunne man følge det forudgående flys rute fra Nice til Amsterdam på EasyJets egen app. Det var smart. Noget af forsinkelsen blev indhentet fra Amsterdam til København, men da vi ankom til København måtte vi vente i en halv time ude på forpladsen, idet flyet ikke kunne komme ind i gaten og parkere grundet at et andet fly havde taget pladsen. Da vi endelig var kommet ud af flyet var der ingen information om ankomst af bagagen, men vi fandt da heldigvis hurtigt bagagen, idet vi kunne genkende vores kufferter på bagagebåndet. Alt i alt var det udmærket at flyve med EasyJet.
Transport rundt i Amsterdam
Det er nemt at komme rundt i Amsterdam med offentlig transport. Der er både sporvogne, busser og metro at benytte sig af. I lufthavnen købte vi billetter, der gjaldt til transportsystemet i de fire dage vi var der.
Hotellet
Vi havde valgt at bo på Hotel Best Western Amsterdam og vi havde booket værelser direkte via hotelkædens egen hjemmeside. Best Western hotelkæden har generelt en god standard med pæne værelser, mad og service til en fornuftig pris. Der er gode tilbud og rabatter at benytte sig af i hotelkædens loyalitetsprogram og derfor kunne vi med rabat også booke to 3- personers værelser. Hotel Best Western Amsterdam ligger cirka fire kilometer uden for centrum, men der er gode transportmuligheder i området, så det er nemt at komme ind til byen og retur igen. Der er cirka 15 minutters gåtur hen til den nærmeste metrostation Henk Sneevlietweg og cirka 500 meter hen til den nærmeste sporvognsforbindelse. Gåturen hen til sporvognsstoppestedet går via en sti langs en lille kanal. Hotellet ligger ved en større vej (Motorvej E22), men den hører man ikke – selv ikke engang hvis man sidder udenfor på hotellets hyggelige terrasse og spiser mad. Hotellet ligger i et beboelses/industriområde og ved siden af hotellet er der et lille butikstorv med bl.a. supermarkederne Lidl og Albert Heijn. Albert Heijn-butikkerne findes der stort set alle vegne i Amsterdam.
Hotellet var ikke dér vi tilbragte mest tid, men det er et vældig hyggeligt sted og kan fint anbefales. Vi tilkøbte morgenmadsbuffét til de dage vi var der, da morgenmaden ikke var iberegnet selve værelsesprisen. Morgenbufféten var udmærket og med et fint udvalg, så der var noget for enhver smag. På værelserne var der også elkedel, så der kunne laves kaffe og te.
Seværdigheder
Amsterdam er en stor by og der er mange ting at se og steder at besøge. Vi havde på forhånd ønsket at besøge det berømte museum Anne Franks Hus, men der var udsolgt af billetter, idet billetterne skulle bestilles mindst seks (6) uger i forvejen. Vi kom derfor ikke ind på selve museet denne gang, men vi gik dog forbi museet og huset og så det udefra, da vi alligevel var i området.
Man kan nærmest ikke sige Amsterdam uden også at sige kanaler, så det var oplagt for os at tage på en kanalrundfart. Her skulle man også være ude i god tid for at bestille billetter og det havde vi gjort på forhånd. Dog nåede vi kanalrundfarten i sidste øjeblik, så det var ikke de bedste pladser vi fik og selve indretningen på båden kunne med fordel have været bedre, idet der var et bord hvor nogle af os var nødt til at sidde med ryggen til sejlretningen og så er det svært at følge med i sejladsen og det er begrænset hvad man får ud af turen.
Vi havde en rigtig god og sjov oplevelse med at spille minigolf i mørke. Det var nu langt fra helt mørkt, for selve banerne var oplyst i neonfarver og kuglen man spillede med var også i neonfarve. Nogle af banerne var indrettede på den måde, at man nærmest skød i blinde, hvilket gjorde banen ekstra udfordrende og sjov. Derudover var opstillingen og belysningen flot lavet. På samme sted som minigolf kan man også spille bowling, men det må prøves en anden gang. Minigolfen kan spilles af alle aldre og er en god og sjov aktivitet for hele familien. Bestemt anbefalelsesværdigt.
Der var et stort ønske om en guidet rundvisning på det store Johan Cruijff stadion, så det var en fin oplevelse for de fodboldinteresserede, der var med på turen.
På den sidste dag var der tid til et besøg på det store tekniske museum Nemo, der minder om Experimentarium museet i København. Museet ligner fronten af et skib når det ses udefra og indeni gemmer der sig god underholdning, viden og øvelser i flere etager.
Maden
Amsterdam er fyldt med mange gode madsteder og stort set alle vegne findes der pandekagehuse, hvor der både kan fås madpandekager og dessertpandekager. Så er man til pandekager, så er Amsterdam lige sagen.
Vidste du det?
Overalt i Amsterdam på huse og bygninger ser man tre kryds. Krydsene er også at finde på Amsterdam bys eget flag, der er rødt og med en sort stribe med tre hvide kryds. Men hvad betyder de tre kryds? Det findes der flere teorier om, men en populær teori er, at de tre kryds symboliserer det, som man i det gamle Amsterdam frygtede mest: Brand, oversvømmelse og Den Sorte Død.
Vil du læse andre lignende artikler?
Nu har du været med på en lille oplevelsesrejse til Amsterdam. Hvis du kunne lide denne artikel, så støt Legal Travel Beagle i arbejdet med at lave flere spændende rejseberetninger. Se nedenfor hvordan: