En rejse tilbage i tiden – og lidt om mig

Da jeg var barn i 1980’erne sad jeg klinet til fjernsynet og fulgte med i alle advokatserierne. Jeg vidste godt at det hele var fiktion, men det var selve sagerne og “den lille mands kamp mod systemet”, der havde min interesse. Den interesse og nysgerrighed på samfundet satte så store præg, at jeg hele vejen igennem gymnasietiden godt vidste at det var jurastudiet, jeg ville ind på. Jeg søgte om optagelse i Aarhus, men kom ikke ind grundet et for lavt karaktergennemsnit. Jeg var tvunget ud i mit 2. valg, som betød at jeg i 1996 startede på Erhvervssprog i engelsk og tysk på Syddansk Universitet i Kolding (som dengang hed Handelshøjskole Syd). Men juraen trak stadig meget stort i mig og jeg søgte derfor igen ind på Aarhus Universitet i 1999, men denne gang via et deltidsstudium, som ikke krævede noget bestemt karaktergennemsnit og som havde præcis det samme pensum som det ordinære jurastudium. Ganske vist tog det længere tid, men det var en måde at komme i gang på og her var jeg rigtig heldig at slippe igennem nåleøjet og blev optaget, trods at det kostede den nette sum af 6.000 kr. + bøger pr. semester. Jeg var nok lidt naiv og troede at jeg kunne følge to studier sideløbende med et job hos McDonald’s og det blev en rigtig hård tid på alle måder. Mit erhvervssprogstudium (BA-graden) blev jeg først færdig med i 2003 og flere dumpede juraeksamener i Aarhus gjorde, at jeg ikke kunne komme videre. I 2005 skiftede jeg burgerne ud med telefoner, idet jeg startede et fuldtidsjob som kundeservicerådgiver hos Telenor A/S i Aalborg. Et job der førte meget med sig og som lærte mig rigtigt meget om forretningsforståelse, rådgivning, kundetyper og kundepleje, produktkendskab, procedurer og processer og en masse andre gode ting. Jeg fik mulighed for at servicere de helt store Key Account kunder ind i mellem og jeg fik gerne tildelt specialopgaver og var med til at oplære nye kolleger og også ændre arbejdsgange- og rutiner til glæde for både arbejdskolleger og kunder.Jeg blev også certificeret projektleder (PRINCE 2 Foundation i 2015).

I 2008 oprettede Aalborg Universitet det fulde jurastudium (det havde hidtil kun været muligt at læse erhvervsjura og det havde jeg ikke gennemsnittet til) og i 2009 blev jeg optaget igennem tompladsordningen mhp. de fag, jeg manglede i Aarhus. Igen gik jeg en hård tid i møde, idet jeg skulle have et fuldtidsjob til at hænge sammen med studiet, men det lykkedes takket være skiftende arbejdstider, stærke planlægningsegenskaber og en stor portion selvdisciplin og troen på det bedste. I 2012 skrev jeg mit bachelorprojekt i samarbejde med Telenor og jeg fik min bachelorgrad og fortsatte på kandidat-overbygningen. Telenor havde desværre ingen ressourcer til at hjælpe mig med mit kandidatspeciale, så jeg var nødt til at finde ud af noget andet. Jeg vidste at jeg var god til sprog og jeg elskede at rejse og jeg vidste også godt at mit ultimative drømmejob engang skulle bestå af sprog, jura og rejser – hvordan jeg så end skulle få det kombineret i ét og samme job. Jeg så tilfældigt et indslag i nyhederne om rejser og begyndte at undersøge juraen bag det. Her var der virkelig noget, jeg endelig kunne skrive om og undervejs i specialeskrivningen åbnede der sig en helt ny verden omkring mig og jeg vidste, at HER var jeg endelig havnet på den rette juridiske hylde.

Mit kandidatafhandling fra 2014 omhandlede flypassagerers rettigheder iht. EU Forordning 261/2004 angående forsinkelser, aflysninger og nægtet ombordstigning. Jeg sammenlignede forordningen fra 2005 med det lovforslag, der blev fremstillet i 2013 til en ny forordning og kiggede på, hvordan passagerens retstilling vil være, såfremt lovforslaget bliver vedtaget i den form, den er præsenteret i. Jeg analyserede en række centrale EU-domme og kiggede på, hvordan juraen blev anvendt. Fra starten havde jeg en klar synlig rød tråd igennem afhandlingen og eftersom min passion for lige netop dette retsområde var så stor, skrev afhandlingen nærmest sig selv. Den 11. juni 2014 kunne jeg MEGET stolt og endelig langt om længe kalde mig Cand.Jur.

Med mit nye kandidatbevis i hånden, var jeg sikker på at der nok skulle dukke et godt job op. Men trods adskillige ansøgninger, kom der bare lige så mange afslag retur. Konkurrencen om jobbene var hård og det var ikke ligefrem i Nordjylland, at der var flest jobs.

I 2015 opdagede jeg netmediet Bonusfeber.dk, som sidenhen skiftede navn til InsideFlyer.dk. Det var en rejseside med en masse spændende artikler og hvor der var tips og tricks til, hvordan man kunne komme på flere rejser via bonuspoints. Der var et forum, hvor man kunne spørge erfarne rejsende om alt muligt. Da jeg meldte mig ind på forummet blev jeg taget overvældende imod af brugerne. Jeg læste de mest spændende rejsebeskrivelser og i 2016 åbnede jeg på forummet min egen rejseside (Beaglens juridiske rejse(b)log), hvor det var meningen at jeg skulle skrive nogle juridiske temaer ud fra min viden fra kandidatafhandlingen. Dog syntes mange af brugerne, at de hellere ville bruge siden som en slags brevkasse og jeg skal da lige love for, at det væltede ind med spørgsmål. Her kunne jeg endelig gøre brug af min juridiske specialviden og samtidig hjælpe de mange rejsende med de mange spørgsmål – HER kunne jeg gøre en synlig forskel. Det var også i 2016, at jeg blev medlem af InsideFlyer redaktionen som skribent af artikler og det var i denne forbindelse at jeg fik muligheden for at repræsentere InsideFlyer til den gigantiske rejsefagmesse World Travel Market i London med over 50.000 fagfolk fra alverdens lande. Messen er lidt ligesom “Ferie-For-Alle” messen i Herning – bare i MEGET større målestok – og KUN for fagfolk – altså ingen almindeligt besøgende udefra. Og gør det så noget, at messen i London hvert år ligger i november og lige falder sammen med juleindkøbene? Nej, det tror jeg heller ikke – og London er en by, jeg har besøgt jævnligt siden 1999 (hvor jeg fløj for første gang i mit liv) og som jeg bliver ved med at vende tilbage til igen og igen. Men det skal jeg nok fortælle mere om i et andet blogindlæg.

I januar 2017 sagde Telenor og jeg farvel til hinanden. Jeg efteruddannede mig på Aalborg Universitet i faget immaterialret i foråret 2017 og i faget udbudsret i efteråret 2017. I foråret 2018 efteruddannede jeg mig i persondataret.

Jeg brænder så meget for den juridiske rådgivning om passagerrettigheder og jeg ved, at det er det rigtige jeg gør ved at blive selvstændig juridisk rådgiver. Det er som om, at hele verdenen bare har ventet på, at jeg er gået i gang. Jeg er iværksætter og en såkaldt “First Mover” på mange områder og folk der kender mig, ved hvad jeg står for og ved at jeg vil gå langt for at finde den rigtige løsning. Om det så også har noget at gøre med, at jeg er enebarn og mønsterbryder (den første akademiker i familien) og i øvrigt har overlevet en kræftsygdom i 2017, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg er vant til at få min vilje og er pokkers stædig og temperamentsfuld. Som én af mine tidligere kolleger sagde til mig: “Jeg vil nødigt stå over for dig i en retssal, for jeg er sikker på at du er hård og at du vinder sagen!”.

Jeg har fulgt min inderste drøm om at blive jurist – og nu er jeg kommet ud af min komfortzone og gør min drøm til mit arbejde og så må vi se, hvor det bærer mig hen.

Tak fordi du læste med!

  • Lene Marie

Lene Marie Seitzberg

Lene Marie Seitzberg er jurist (Cand.Jur.) fra Aalborg Universitet i 2014 med speciale i flypassagerers rettigheder. Lene Marie elsker at rejse, hvad enten det er for sig selv eller sammen med familie og venner. Lene Marie har også en BA-grad i Erhvervssprog i engelsk og tysk i 2003 fra Syddansk Universitet.

Skriv et svar